Skip to main content

Idéen opstår

I vinteren 2006 var vi ramt af influenza af flere omgange. Det var i slutningen af denne vinter, at vi besluttede os for at finde et sted i syden, hvor vi fremover kunne få mere sol og sommer - forberdre vores livskvalitet.

Vi havde besluttet, at vi ville finde et sted i Europa, og vi havde allerede været i Portugal flere gange. Første gang i 1995, en helt uforglemmelig tur for vores familie. Vi boede som de første nordeuropæere i den lille landsby Azias i Nordportugal. Oksekærrernes hvinende lyd fra bremsen på de gamle håndlavede træhjul vækkede os ved morgengry. I denne landsby oplevede vi på nærmeste hold det gamle og for os glemte Europa. Kvinderne arbejdede sammen hver dag for at holde markerne fri for ukrudt med deres hakkejern, de sang og pjattede og fniste, når vi forsøgte os med at hjælpe til og holde trit med deres tempo.

De ældre portugisere passede gederne og køerne, som de fulgte overalt, mens de lod dyrene græsse langs vejene og stier og i slugter og på skrænter i bjergene.

Pengene man havde at leve for, var meget sparsomme, måske havde man solgt lidt grønsager eller fjerkræ på det lille marked. Den store indtægt var salget af familiens årlige kalv på markedet.

Landsbyens børn bankede hver morgen på den store port og fulgtes med vores datter på 8 år til den lille landsbyskole. Azias satte sig for altid fast i vor erindring, mest for alle disse menneskers store venlighed og gæstfrihed, men også for erindringen om en næsten glemt kultur for os nordeuropæere.

Da vi i 2006 længtes efter sol og varme, var det derfor oplagt at tænke Portugal – Det sydlige Portugal. Vi havde hørt flere af vore bekendte tale om, at det kunne være fantastisk at have en feriebolig beliggende under sydlige himmelstrøg.

Da vi tog til Portugal for at finde en ejendom, voksede ideerne derfor videre om det spændende og udfordrende i at eje en fælles bolig i Portugal. Vi fandt et hus med 5 bo-afdelinger, som var velegnet til, at mange familier kunne deles om det.

Algarve i Portugal med 36 andelshavere i 2006

Vi inviterede efterfølgende venner og bekendte til Skt. Hans aften, hvor vi fortalte om vore ideer og om mulighederne i Portugal. I 2007 købte vi, en kreds af 36 andelshavere, derfor et stort palæ i en landsby på Algarvekysten og indrettede 5 bo-afdelinger. Sol, varme og udbygning af sociale netværk var målet. Alle andelene blev hurtigt solgt.

Det har været positivt, nærmest berusende, at iagttage, hvordan vores drømme om syden, sol, samvær, udeliv og i det hele taget øget livskvalitet, udspillede sig for os samt de øvrige andelshavere.

Min hustru og jeg faldt over en artikel, der påstod at ca. 800.000 danskere gik rundt med den samme drøm som os. Om tallet stemmer, fandt vi aldrig ud af, men det gik op for os, at det handler om rigtig mange mennesker. Vi fandt også ud af, at det for langt de fleste forbliver ved drømmen, for det er både besværligt, dyrt og ikke uden risiko, at anskaffe sin egen lejlighed i Sydeuropa.

Vi talte om, hvor fantastisk det kunne være, at gøre drømmen mulig for andre danskere, via den model vi havde benyttet – andelsmodellen.
Først i 2008 opstod begrebet "dele-økonomi", som en beskrivelse af grundideen med denne ejerform.

Vi besluttede os for, at prøve kræfter med dette.
For at det kunne lade sig gøre, etablerede vi en egentlig virksomhed, og skød alt hvad vi ejede og havde ind i det næste projekt.

Algarve i Portugal med 64 andelshavere i 2010

I 2010, og denne gang som sagt på kommercielt basis, etablerede vi en ny Ferie-Andelsforening i samme område. Stadig på Algarvekysten, lige der hvor bjergene mod nord starter. Vi ønskede igen fokus på sol, varme, fællesskab, fysisk udfoldelse, natur, kultur, autenticitet, ro og fordybelse.

Det har været inspirerende at se gruppen af 64 andelshavere tage ejendommen til sig. Alle andele blev hurtigt solgt, og andelshaverne bekræftede os i, at modellen virker: Mange om at dele driftsudgifterne og alle fornøjelserne.

Algarve i Portugal med 208 andelshavere i 2013

På baggrund af de gode erfaringer i 2010, besluttede vi i 2013 at prøve kræfter med et langt større projekt. Vi fik mulighed for at omdanne den gamle hæderkronede Pousada i São Bras til et Andelshotel. Et meget stort sted og et stort projekt at renovere og omdanne til lækre lejligheder. Udfordringen var stor, men lysten var også tilstede, til at tage fat om et projekt af denne størrelse. Det lykkedes, og i dag er stedet færdigrenoveret og alle 36 lejligheder er for længst taget i brug af de 208 andelshavere. Vi har fået mange nye erfaringer, og lysten til at tage fat igen var ikke blevet mindre.

Umbrien i Italien, vingård med 104 andelshavere i 2019

Vi ville gerne prøve andelshotel-konceptet i et andet land og Italien blev næste udfordring. Her fandt vi i skønne Umbrien en ældgammel olivenoliemølle, som havde været et mindre familieejet landbrug med vin og oliven i mange år. I dag har vi bygget landejendommen om til 16 lejligheder, 2 gæsteværelser, et fællesrum samt opvarmet pool.

Til ejendommen hører 1,6 ha stor køkkenhave mv. Foreningen producerer udover grøntsager og frugter også vin og oliven, som bliver forabejdet professionelt på nærliggende gårde. Der vandes med vand fra egen boring. 

Der er stadig ganske få andele tilbage i foreningen. 

Murcia i Spanien, lejlighedshotel med 168 andele i 2023

Vi fandt et spændende sted ved Costa Calida (den varme kyst) i Spanien i 2018. Ejeren gik ned med finanskrisen. Apartmenthotellet med 28 lejligheder kom aldrig i brug, og har stået tomt siden. Beliggenheden er lige som den skal være, væk fra turistcentrene, ganske kort til strandene, lokal aktivitet hele året rundt. Lige noget for et nyt andelshotel.

Men ting tager tid.
Vi overtog ejendommen i 2021, vi renoverede stedet i 2022 og i januar 2023 kunne vi åbne dørene for andelshaverne og hotelgæster.